Vinrejse til Portugal

10. - 15. marts 2019

  

Udskriv printervenlig PDF-version

Rundt om i verdens vinlande, er det nogle få internationale druesorter der dominerer vinproduktionen. Men Portugal er en undtagelse. Her har den mangeårige isolation fra modetrends medført, at man har holdt fast ved det særdeles store udvalg af indfødte druesorter, der i dag gør landet til noget helt specielt i Europa – kort sagt: Landet med den bedst bevarede vinkulturarv.

Dourodalen øst for Porto er med til at gøre Portugal verdenskendt som vinland. Dalens skrænter lægger nemlig også jord til det, der senere bliver til verdens bedste og mest kendte hedvin – portvin!

På denne Vinrejse starter vi i den smukke men barske Douro-dal, det er her Portvinen fødes. Vinmarkerne ligger på terrasser, og ikke mange steder i verden opleves denne unikke og smukke natur.

Rejsen fortsætter til Vinregionen Minho. Det er her de perlende friske Vinho Verde vine produceres, og vi skal smage nogle af de bedste.

Vinrejsen slutter i Portvinens hovedstad Porto, som er Portugals næststørste by og ligger, sammen med tvillingebyen Villa Nova de Gaia, i den nordlige del af landet ved Douroflodens udmunding. Det er i Villa Nova de Gaia vi finder de store portvinshuse, hvorfra vinen udskibes til hele verden. Vi skal smage helt unikke dråber og møde nogle af personlighederne bag de store vine og de verdensberømte Portvine.

Porto er overordentlig smuk med sine stejle og smalle gader og der bliver rig mulighed for at opleve stemningen på de små knejper nede ved havnen og høre den traditionelle Fado.

 

Tag med og oplev dette vidunderlige vinland, Portugal! Vinguide: Annie Holm Pedersen

 

 

Program dag for dag

 

Søndag den 10. marts
Afrejse fra Københavns lufthavn kl. 08.55 via München med ankomst Porto ca. 13.20. Transfer til Douro-dalen, et af de smukkeste og mest dramatiske vinlandskaber i verden, hvor vi indlogeres på vores hotel Folgosa Douro Hotel http://hotelfolgosadouro.pt  Efter indkvartering mødes vi til et glas vin, og en snak om Portugal som vinland med fokus på Douro-dalen, Vinho Verde og tvillingebyerne Porto og Villa Nova de Gaia som vi skal besøge på denne tur.

Mandag den 11. marts
Vi begiver os ud i Douro-dalen, som er på UNESCOs Verdensarvsliste, her skal vi besøge Fonseca Guimaraens Quinta do Panascal hvor vi først skal på en rundvisning efterfulgt af en lille portvinssmagning. Herefter skal vi nyde en dejlig frokost på vingården. Fonseca producerer nogle af verdens bedste Portvine. Om eftermiddagen skal vi besøge Sandeman’s Quinta do Seixo. Her skal vi også på en rundvisning efterfulgt af en lille portvinssmagning. Herefter går turen tilbage til vores hotel. Aftenen er fri til at slappe af og nyde livet.

Tirsdag den 12. marts
Vi forlader Douro-dalen og turen går mod Porto. Undervejs skal vi besøge det spændende vinhus Casa de Vilacetinho i det skønne vinområde Vinho Verde, hvor vi også skal spise frokost. Casa de Vilacetinho er beliggende i Alpendurada og vender ud mod Douro floden. Vingården kan prale af sin smukke natur og sit gamle noble hovedhus fra det 18. århundrede. Vingården råder over 30 hektar vinmarker, og fremstiller fantastiske vine. Vi skal smage en lille perlerække af disse skønne vine samt nyde en lille udsøgt frokost. Vi vil på vejen til Porto nyde det smukke landskab i dette dejlige vinområde. Vi ankommer til Porto sidst på eftermiddagen, hvor vi indlogeres på vores hotel Carris Portoribeira som er beliggende i Portos centrum tæt på Dourofloden. Aftenen er fri til egne oplevelser, og vi kan anbefale at besøge en af Portos mange spændende restauranter.

Onsdag den 13. marts
Vi starter dagen med en lille byrundtur til fods i Portos gamle bydel, hvor vi bl.a. vil besøge Portos station - São Bento, Portos hovedbanegård, som er en seværdighed på grund af de flotte azulejos (glaseret keramiske fliser). Catedral Sé Portos katedral som er fra det 12. og 13. århundrede og i romansk stil. Den ligger smukt fremhævet på et klippefremspring og byder på en glimrende udsigt over byen og floden. Ribeira i Porto er strækningen langs floden Douro neden for Portos centrum. Dette område var oprindeligt byens kommercielle centrum, og det var her store sejlskibe bragte lasten af varer fra fjerne egne ind. I dag er området på UNESCOs Verdensarvsliste og en af byens vigtigste attraktioner. Om dagen kan man nyde de historiske omgivelser og købe ind og gå på cafe, og om natten bliver kvarteret et af Portos mest populære områder for nattelivet. Portos Barredo mellem katedralen og Ribeira er et af Porto mest fascinerende kvarterer. Et sandt virvar af små middelaldergyder og stejle trapper ned mod floden giver en helt speciel stemning.
Vi vil også slå et smut indenfor i den magiske boghandel Lello, som er flere hundrede år gammel, og emmer af magi og charme. Lello ligner en kulisse fra en fantasifilm. J.K. Rowling fik blandt andet sin inspiration til Harry Potter fra boghandlen.
Der vil også være mulighed for et besøg på den berømte Majestic Café (et MUST, når Porto besøges. Her kan opleves en atmosfære af autentisk 1920'er europæisk café kultur). Majestic er beliggende på Rua de Santa Catarina (Portos berømte gågade) i Portos historiske centrum, og er et sted, hvor mange kendte politikere, intellektuelle, berømte

 

digtere og forfattere i løbet af årene har besøgt. Bl.a. tilbragte J.K. Rowlings mange dage her med at skrive et afsnit af bogen Harry Potter og De Vises Sten.

Resten af dagen er fri til egne oplevelser. Vi kan anbefale at  besøge en af Portos skønne FADO restauranter om aftenen. Fado er en musikform, der kan spores tilbage til 1820'erne i Portugal, men som sandsynligvis har en meget ældre historie. Populært opfattes Fado som en musikform karakteriseret ved klagende melodier og tekster, ofte med temaer som havet eller de fattiges tilværelse. I realiteten er Fado dog blot en sangform, der kan omhandle hvad som helst, men som overholder en bestemt struktur. Fado er ofte knyttet til det portugisiske ord saudade, der beskriver en følelse i retning af længsel.

Torsdag den 14. marts
Vi går til tvillingebyen Villa Nova de Gaia, hvor vi skal på to portvinsbesøg. På vejen vil vi passere et af Portos mest spektakulære landemærker, broen Dom Luis I, der krydser floden Douro med trafik i to planer. Da den 72 meter høje jernbro blev bygget i 1886, var den et sandt mesterværk i ingeniørkunst. I dag krydser hele fem andre broer floden ved Porto. Mest imponerende er nok Ponte do Infante, der er verdens største enkeltspans-betonbro. I Villa Nova de Gaia skal vi besøge det berømte portvinshus Taylor. Her venter en spændende rundvisning samt smagning af nogle af portvinshusets berømte portvine. Herefter er der frokost på Taylors restaurant “Barão Fladgate” hvorfra der er en smuk udsigt ud over Douro floden samt Porto og Villa Nova de Gaia. Om eftermiddagen skal vi besøge endnu et af de berømte Portvinshuse Croft, hvor vi igen skal på rundvisning og smage nogle af de ædle dråber. Resten af dagen er fri til egne oplevelser.

Fredag den 15. marts
Vi forlader Porto og turen går mod lufthavnen. Afrejse fra Porto Lufthavn kl. 14.05 via München med hjemkomst København ca. 20.55.

Ret til ændringer forbeholdes

Priser:

  • Grundpris i dobbeltværelse:                              8.535,- kr.
  • Tillæg for enkeltværelse:                                   1.635,- kr.
  • Tillæg for kuffert t/r:                                            400,- kr.
  • Tillæg for afbestillingsforsikring:                     ca. 6 % af prisen

Grundprisen inkluderer:

  • Flytransport København-Porto/retur med Lufthansa på økonomiklasse
  • Lokaltransport som angivet i program
  • 5 hotelovernatninger inkl. morgenmadsbuffet
  • Alle vinbesøg inkl. 2 frokoster
  • Dansk vinguide (Annie Holm Pedersen)
  • Alle obligatoriske afgifter inkl. dansk moms

Praktiske oplysninger

Tilmelding og betaling:
Benyt gerne tilmeldingsblanket på https://www.fogtrejser.dk/tilmeldingsblanket eller til AHP Vin på tlf. +45 2684 4827 /mail: kontakt@ahp-vin.dk. Endvidere kan tilmelding ske til Fogt Studie- & Grupperejser på tlf. +45 6914 1300 eller via mail til: rejsmed@fogtrejser.dk.  

Ved tilmelding bedes oplyst fulde navn(e) som i pas, adresse, telefonnummer, fødselsdato og nationalitet på deltagerne. Ligeledes bedes oplyst ønske om evt. sygdomsafbestillingsforsikring

Betaling:
Efter tilmelding fremsendes faktura på depositum, 2.000,- kr. pr. person + evt. afbestillingsforsikring.  Restbeløbet faktureres til betaling senest 61 dage før afrejsen.

Rejseforsikring:
Bør tegnes inden afrejse. Rejser du flere gange om året er det billigst med en helårsforsikring. Spørg dit forsikringsselskab eller hos Fogt Studie- & Grupperejser.

Hotelkvalitet:
På vores rejse bor vi på gode, men meget forskellige hoteller: I Dourodalen på et mindre, nyt og moderne Hotel Folgosa Douro*** beliggende ned i Douro i en lille by af samme navn. I Porto på det centralt beliggende Carris Portoribeira****, der er særdeles centralt beliggende i Porto. Alle værelser med bad/douche, toilet, radio/tv, telefon og wi-fi.

Indkvartering:
Ønsker man som enerejsende at dele værelse med en anden, er dette muligt såfremt en anden enerejsende af samme køn har samme ønske. Ellers opkræves enkeltværelsestillæg – også såfremt den ene af personerne melder fra p.g.a. sygdom eller lignende.

Flyrejsen:.
Der må max medbringes 1 stk. håndbagage (max. 56x45x25cm – max 8  kg). Kuffert (max 23kg) mod betaling. Undervejs tilbydes drikkevarer, snacks, sandwich m.v. mod betaling. Afhængig af bestillingstidspunkt tages forbehold for ændret rejserute.

Valuta:
Euro. 1 € = ca. 7,50 DKK).  Betalings- & kreditkort (Visa, Diners Club, Master Card m.m.) kan benyttes mange steder.

Vejret:
I det nordlige Portugal er der i marts sædvanligvis noget varmere end herhjemme med en døgntemperatur som i København i maj måned. Altså rigtigt forårsvejr. Medbring derfor sommertøj, lun trøje, paraply samt praktisk fodtøj.

Rejsen arrangeres i.h.t. Fogt Rejsers almindelige betingelser, der fremsendes med faktura.

Medlem af Rejsegarantifonden, reg.nr. 400

HUSK GYLDIGT PAS!